GUDUM KIRKE

Louisendalvej 14
9280 Storvorde

Beliggenhed og omgivelser

Det område, hvor Gudum kirke ligger, udgjorde i stenalderen en ø i et lavvandet havområde. Efterhånden trak havet sig tilbage, men den tidligere ø gør sig stadig tydeligt gældende som en bakkeø i det omgivende flade landskab. Den tidligere havbund vedblev længe med at være fugtig og uegnet tillandbrugsmæssig udnyttelse, og først i slutningen af vikingetiden eller begyndelsen af middelalderen opstod der en række byer langs bakkeøens rand, således at beboerne bekvemt kunne udnytte det høje land til agerdyrkning og de lavtliggende flader til græsning. Gudum by ligger på samme måde, og selvom navnet antyder høj ælde, må man tro, at byen først er kommet til at ligge på det nuværende sted ved overgangen mellem vikingetid og middelalder.Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.56.31

Medens Gudums gårde ligger på en lav strandvoldsslette ved foden af bakkeøen, har man lagt kirken højt oppe på selve bakken. En tilsvarende beliggenhed har de fleste af bakkeøens andre kirker i øvrigt også, tydeligst i Romdrup og Sejlflod. Kirken har fra gammel tid været hegnet af et stendige, der skulle holde løstgående kreaturer ude. I forbindelse med indgangene var der desuden anbragt jernriste, som mennesker kunne passere hen over, men som forhindrede dyr i at slippe ind. En sådan rist omtales i 1600-årene i forbindelse med en reparation. På den tid nævnes både en søndre og en vestre port samt en mindre låge mod øst.

Lågen, der i dag blot fører ud til en mark, gav tidligere adgang til en kirkesti, som man endnu på ældre kort kan se føre op over marken i nordøstlig retning. Også de to andre udgange findes stadig, men sydporten måtte flyttes, da kirkegården i 1844 blev udvidet med et stort areal mod syd. Om det nye stykke kirkegård blev der bygget et nyt stendige, men ellers er stenene nok hovedsagelig de samme, som altid har været der. Talrige reparationer har dog bevirket, at der ikke er urørte digepartier bevaret. Grotten, der er bygget ind i østdiget, stammer fra en vandinstallation i 1943.

Indtil midten af 1700-årene stod der en runesten i diget. Den er nu forsvundet, men indskriften kendes: “østen lod rejse denne sten for sin fader Utvagens sjæl”. Forskellige træk viser, at stenen hører til de yngste runesten, og den er muligvis oprindelig rejst på selve kirkegården. Inde bag kirkediget så der i ældre tid meget anderledes ud end i dag, idet græsset groede omtrent frit overalt. Gravene kunne være markeret med et simpelt trækors eller lignende, og først midt i 1800-tallet begyndte egentlige gravmonumenter at blive almindelige.

Et fornemt gravmonument som det for Andreas Møller, der døde i 1809, er en sjældenhed på en landsbykirkegård. Fra kirkegårdens indgange til kirken var der trampet stier, men først i slutningen af 1800-årene hører vi om, at de skulle gruses. I 1919 indledtes et større reguleringsarbejde, hvorved nye gange blev anlagt, og i 1930 lod man en gartner forestå en nyindretning af kirkegården med beplantninger og alletræer. Man nærmede sig nu nutidens smag med de meget velordnede kirkegårde og de velholdte gravsteder.

Kapel- og graverbygningen i kirkegårdens nordvestlige hjørne blev opført 1972-73. I Gudum sogn ligger herregården Gudumlund, som i 1678 købte Gudum kirke af kongen. Dette nye ejerskab kom til at betyde overmåde meget for kirken og ikke mindst dens inventar. I 1798 købte Lindenborg Gudumlund gods og lod det et par år senere indgå i grevskabet Lindenborg. Kirken hørte herefter under Lindenborg til 1925, da den overgik til selveje.

Kirkebygningens opførelse
Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.57.28

De forskelligartede sten, som kvadrene er tildannet af, giver murværket et smukt farvespil. Her ses et udsnit af apsimuren med det såkaldte Sankt Hans-våben.

Gudum kirke er en typisk jysk landsbykirke, hvor de ældste dele er opført af granitkvadre i den store kirkebygningsperiode i 1100-årene og begyndelsen af 1200-årene. En nærmere datering inden for denne periode er usikker, men kan måske med lidt forsigtighed sættes til de sidste årtier før 1200. Da den oprindelige bygning stod færdig, bestod den af skib og kor med en halvrund apsis længst mod øst. Apsis kunne dog se ud til at være bygget op imod korets østmur og er måske lidt yngre end koret.

De ca. 1 meter tykke mure er opført som kassemure, dvs. at der mellem en ydre og en indre skal af sten findes en murkerne af mørtel iblandet håndstore sten. Medens skallen ind mod kirkerummet består af utildannede sten, er ydersiden bygget op af tilhuggede kvadre, som er tildannet af de kampesten, man kunne finde på markerne i omegnen. Det forskelligartede stenmateriale giver murene det smukke farvespil, som er så karakteristisk for de jyske kvaderstenskirker.

Kvadrene er kun tilhugget på de synlige sider og har beholdt kampestenenes naturlige form på bagsiden. Ofte har de kun en smal tilhugget kant at stå på, og murene er ikke nær så solide, som de ser ud til. Hvis der trænger vand ind bag kvadrene kan de let løsne sig fra murkernen og i værste fald falde ud, især på sydsiden, der er udsat for de største temperatursvingninger. Større eller mindre partier afkvaderstensbeklædningen har derfor fra tid til anden måttet sættes om, hvorved arkitekturdetaljer kan være blevet udvisket. Det er forklaringen på, at den oprindelige syddør nu ikke mere kan ses udefra. Den tilsvarende norddør er derimod stadig synlig, selvom den er tilmuret.

Alle de oprindelige vinduer er nu ændret eller tilmuret, men to af dem ses stadig tydeligt både udefra og indefra, nemlig østvinduet i apsis og sydvinduet i skibet. Desuden viser en vinduesoverligger i korets indvendige nordvæg, hvor vinduet her har siddet. De oprindelige vinduer er i typisk romansk stil. De er små, snævrer tragtformigt ind mod den ganske smalle lysåbning og er opadtil afsluttet med en halvcirkelformet bue, som er udhugget af en stor sten. For apsisvinduets vedkommende er også den nedre afslutning med sålbænken udformet i en sten, og vinduets kanter er smykket med en rundstav.

Det er ganske almindeligt, at der er gjort mere ud af udsmykningen på apsis end på resten af kirken. I Gudum viser det sig dels ved det omtalte vindue, dels ved at soklen er dobbelt, idet der oven over den almindelige skråkantsokkel er endnu et sokkelskifte med et rigere udformet profil. Desuden afsluttes apsismuren foroven med en gesims. På en afkvadrene i apsis er der i svagt relief udhugget et såkaldt Sankt Hans-våben med firkantede hjørnesløjfer. Tegnets forhistorie går tilbage til hedensk tid, men det optræder undertiden i forbindelse med kirker. Om det også i Danmark har tilknytning til Skt. Hans vides ikke. Kirkens oprindelige tagbeklædning kendes ikke, men den kan udmærket have været bly som nu.

Senere om- og tilbygninger

Oprindelig havde kirken fladt bræddeloft, men i sengotisk tid, formodentlig i 1400-årene, er der blevet indbygget hvælv i både kor og skib. I forbindelse hermed er murene måske blevet forhøjet, og murstenspartiet på nordsiden af skibet kan stamme herfra. Formodentlig samtidigt med at hvælvene blev bygget, er såvel apsisbuen som korbuen blevet ombygget fra de oprindelige cirkelbuer til spidsbuer. I korbuen er de lodrette sider af granitkvadre dog de oprindelige.

I samme periode blev der også tilføjet et svært tårn til skibets vestgavl. Nederst genanvendte man de kvadre, der oprindeligt sad i vestgavlen, men ellers er tårnet opført af mursten. Tagryggen vender nord-syd, hvad der ikke er så almindeligt her på egnen. Oprindelig har sydgavlen sikkert haft en blændingsdekoration ligesom nordgavlen, men den er forsvundet ved en af de talrige reparationer af murværket. Tårnet er nu hvidkalket, men endnu i begyndelsen af 1900-årene havde det en mørkere farve, formodentlig den røde kalkfarve, som der er fundet spor af. Engang har det også været dekoreret med ornamenter i gule og sorte kalkfarver.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.19

I slutningen af middelalderen blev der til den oprindelige kirkes vestende tilføjet et svært tårn.

I tårnet hænger klokken, der er uden indskrift og derfor vanskelig at datere. Den er rimeligvis fra 1500-årene. Tårnrummet er nu indrettet som våbenhus med indgang fra syd. Tidligere har tårnet haft indgang fra nord, hvor der nu er et skab, og hvor der på væggen ovenover er malet en tavle med tekst fra salme 121 i Salmernes Bog. Her læses bl.a.: “Herren skal bevare din udgang og din indgang”, utvivlsomt hentydende til dørens funktion. En tilsvarende tavle med tekst fra salme 138 er malet over indgangen til skibet.

Mærkeligt nok er disse teksttavler malet på væggen betydeligt før tårnrummet blev indrettet som våbenhus. Kirken har nemlig engang haft en egentlig våbenhusbygning, som omtales flere gange. Den havde i 1662 blytag, men fik senere tegltag. I 1791 var den uden loft og havde vist altid været det, hvilket ikke er usædvanligt. Våbenhuset nævnes endnu i 1807, men må være forsvundet i løbet af de følgende årtier, hvorefter tårnrummet i stedet blev taget i brug. Måske har tårnrummet dog tidligere været brugt som et særligt våbenhus for herskabet på Gudumlund, der herfra nemt kunne komme til de pulpiturer, som vil blive omtalt senere, og hvortil trapper gik op lige inden for indgangen til skibet. Det ville kunne forklare de omtalte teksttavler.

Til nordsiden af koret blev der i slutningen af middelalderen bygget et sakristi med indgang fra koret. Senere blev bygningen indrettet som gravkapel for herskabet på Gudumlund, og der blev indrettet en gravkælder under gulvet. Bygningen beskrives udførligt i 1679. Den var da uden vinduer, “men var et mørkt hul og stod fuld af lig”. I 1936 blev bygningen indrettet til et almindeligt ligkapel. En ny døråbning blev brudt igennem ud til kirkegården, medens døren til koret blev tilmuret. I 1975 blev rummet atter taget i brug som sakristi, og døren til koret blev genåbnet.

Hvornår de små romanske vinduer er blevet opgivet vides ikke, men i 1679 var skibets sydvendte vindue blevet erstattet med to større, korets sydvindue var måske også gjort større, medens nordsiden og apsis nu helt manglede vinduer. Senere blev der dog brudt et vindue igennem mod syd i apsis, utvivlsomt for at give bedre lys ved alteret. I 1851 ønskede provsten korets sydvindue gjort større, men året efter lod grevskabet Lindenborg på eget initiativ samtlige vinduer erstatte med nye og til dels større. Den nuværende udformning med granitindfatning stammer fra 1884. I 1879/80 blevet nyt vindue brudt igennem skibets nordmur, men det var ikke smukt og blev atter tilmuret i 1936. Over den tidligere norddør ses endvidere et tilmuret vindue, hvis historie ikke er klarlagt.

Alteret

I katolsk tid havde kirken både et hovedalter og flere sidealtre. Hvordan sidealtrene har set ud, ved vi ikke, men hovedaIteret var oprindelig opført af granitkvadre. Det ved vi, fordi det delvis var bevaret indtil moderne tid, og fordi kvaderen med den såkaldte helgengrav, der udgjorde en del af alterets overflade, stadig findes. En tid lå den i sakristiet, men i nyere tid er den blevet anbragt på en muret sokkel bag alteret op mod apsismuren. Helgengraven er en lille fordybning til relikvier, dækket af en stenflise i plan med kvaderens overflade. Nu er både relikvier og flise borte, men man ser tydeligt både hullet til relikvierne og det forsænkede parti til stenflisen.

På renæssancetiden, formentlig i slutningen af 1500-årene, blev stenaIteret dækket af det endnu bevarede alterbordspanel af fyrretræ. Forsiden består af tre panelfag, der hvert har et rudefelt, som er forbundet med rammen med skrålister. Denne panel type er ikke ualmindelig i nordjyske kirker. Trods panelets smukke udførelse har det været dækket af tekstiler. På grund af stoffernes begrænsede holdbarhed hører vi ofte om reparationer eIler udskiftninger af dem, hvis de da ikke som i 1663 måtte erstattes i utide, fordi de var blevet stjålet. Særligt smukt skal det alterklæde have været, som Jørgen Kås til Gudumlund skænkede til kirken i 1673 eller 1674. Det var fremstillet af fornemt violetbrunt fløjl og var smykket med sølv- og guldgaloner langs kanten og i fire baner tværs over. Senere blev det mere almindeligt med et rødt alterklæde, ofte med et guldkors midt på forsiden.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.26

Alteret består af et panel fra renæssancetiden. Som alterprydelse anvendes nu kirkens middelalderlige korbuekrucifiks.

Alteret består af et panel fra renæssancetiden. Som alterprydelse anvendes nu kirkens middelalderlige korbuekrucifiks. Et sådant alterklæde kan ses på gamle fotogra6er af kirkens indre. Det sidste alterklæde blev vistnok fjernet fra alteret i forbindelse med restaureringen i 1936. Oven på alterbordet har der desuden ligesom nu ligget en hvid alterdug.

Som alterprydelse tjener nu kirkens gamle korbuekruci6ks med side6gurer af Maria og Johannes. Figurgruppen er efter stilen at dømme blevet skåret omkring år 1500 eller måske lidt før. Den har oprindelig været anbragt i den øverste del afkorbuen, idet korset og sidefigurerne har stået på en bjælke, der gik tværs over åbningen. Her har figurerne fyldt godt, og måske var det for at skabe et friere syn fra skibet op i koret, at korsets øverste og nederste ende på et tidspunkt blev savet af, så figurgruppen kunne anbringes højere oppe. En tilsvarende afkortning kendes også fra andre kirker.

Korbuekrucifikser hører den katolske tid til, men ikke desto mindre blev de ofte siddende på deres oprindelige plads til langt op i 1800-tallet. Hvornår krucifikset er flyttet bort i Gudum, vides ikke nøjagtigt, men i 1862 hang figurgruppen på skibets nordvæg. Siden blev den flyttet lidt et par gange, og i 1943-48 blev den underkastet en gennemgribende restaurering, hvorved korsets afsavede ender med deres evangelistsymboler i firpasfelter blev genskabt sammen med andre manglende detaljer. Den forblev imidlertid på nordvæggen, indtil den i forbindelse med kirkens hovedistandsættelse i 1975 blev anbragt på alteret.

Da krucifikset blev anbragt her, fortrængte det kirkens altertavle, som blev anbragt i sakristiet, hvor den stadig findes. Den er bygget op om et maleri, som skal være hjembragt fra udlandet af ejeren afherregården Lindenborg, og som i første del af 1800-årene, i hvert fald før 1834, blev skænket til kirken. Udformningen af motivet, Maria med Jesu lig – det er det, der i kunsthistorien kaldes en pieta – skyldes den berømte italienske renæssancemaler Andrea del Sarto (1486-1531), men billedet må være en kopi. Altertavlens første udformning, som ses på gamle fotografier, blev anset for uheldig, og i 1936 blev overdelen ændret, ligesom der langs ydersiden blev tilføjet vinger, som nu atter er fjernet.

Den tidligere altertavle omtales kun få gange i kilderne, men det synes at have været en gotisk skabsaltertavle. Søren Abildgaard siger midt i 1700-årene, at den var fra katolsk tid og havde “slagdøre”, dvs. at sidefløj ene kunne lukkes hen foran midterfløjen i fastetiden.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.34

Alterkalken, der er skænket af herskabet på Gudumlund i 1631, er et smukt sølvarbejde. Selve bægeret er dog fornyet.

Når sådanne altertavler var lukket, så man kun malerierne på sidefløj enes bagsider, men når de blev åbnet, kom det rige indre med udskårne 6gurer til syne. I Gudum nævnes de 12 apostle i 1679, men der må også have været et centralt motiv. På dette tidspunkt var tavlen temmelig medtaget og synsmændene mente, at en reparation af malerierne samt bemaling og forgyldning ville koste det meget betydelige beløb 50 sletdaler.

På alterbordet står to smukke messinglysestager fra 1500-årene. Fødderne er udformet som små løver. Oprindelig har hver stage sikkert haft tre løver, men i 1837 blev stagerne istandsat på nuværende måde, hvor der bagtil kun er en tap. Stagerne er beregnet til store vokslys, men da bivoks var dyrt, var det i 1800-årene almindeligt at anvende imiterede lys med olielamper i toppen. Sådanne falske lys omtales i Gudum i 1862. 

Alterkalken og disken er ifølge en udførlig indskrift under bunden af kalken skænket af Mogens Kås og Sidsel Friis i 1631 og istandsat af Anne von Buchwald i 1698. I 1833 havde kalken en stor revne i kanten af bægeret, og endnu i 1854 omtales den som tyndslidt og hullet. Siden er bægeret blevet fornyet, medens den gamle fod blev bevaret.

I anledning af et cirkulære drøftede man i 1909 første gang at indføre særkalke, så alle ikke skulle drikke af selve kalken, men man afviste det af økonomiske grunde, og fordi man ikke fandt cirkulærets hygiejniske og æstetiske grunde for tilstrækkelige. Først i 1934 vedtog man endeligt at anskaffe særkalke.

Alterbogen er smykket med et imponerende sølvbeslag på både for- og bagside. En giverindskrift nævner Wulff von Buchwalds og Anna von der Wischs navne, og desuden ses deres våbner og Aalborg-sølvsmeden Thomas Hansen Pops mesters tempel. Sølvbeslaget er dateret 1706, og da bogen først er udgivet i 1771, må beslaget være overført fra en ældre alterbog.

Alterskranken er i sin nuværende form fra restaureringen i 1936, men de drejede balustre stammer fra den ældre skranke fra sidste del af 1800-tallet. Denne ældre skranke gik i en bue fra væg til væg i koret. Døbefonten af granit hører til kirkens oprindelige inventar, medens dåbsfadet først kom til i 1701 og kanden i 1862.

Døbefonten

Døbefonten hører til kirkens oprindelige inventar. Den er tildannet af granit og består af to dele, en bred glathugget kumme, der er skålformet, samt en rund fod med et kort skaft øverst og en bred fodvulst nederst. Fodvulsten er dekoreret med indhuggede skråtstillede streger, der danner et sparremønster. En næsten tilsvarende dekoration findes på døbefontene i Ferslev og Ellidshøj, og da fontenes form også minder om hinanden, har man antaget, at de tre fonte er fremstillet af den samme stenhugger.

I bunden af kummen og ned gennem foden er der en kanal, hvorigennem det indviede dåbsvand kunne ledes ned i jorden under kirken, når det skulle udskiftes. Sådanne huller er nu normalt tilmuret, men i Gudum er det stadig åbent. Vandet stod længe i fonten, og det var derfor praktisk at have et låg over det. Et sådant låg omtales i Gudum i 1679, hvor det dog var ubrugeligt og burde erstattes med et nyt. Fonten er temmelig lav, men da den oprindelig må have stået på et podium med flere trin ligesom i andre kirker, har den lave højde vel været af mindre betydning. Sådanne podier med fonte var anbragt i skibets vestende, omtrent ud for dørerie.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.40

Døbefonten af granit hører til kirkens oprindelige inventar, medens dåbsfadet først kom til i 1701 og kanden i 1862.

Normalt blev fontene stående i vestenden til et stykke tid efter reformationen, men så blev det almindeligt at flytte dem op i koret. Det er også sket i Gudum, og i 1679 stod døbefonten i korets nordre side. I 1879 blev det besluttet at flytte den til nordre side af koråbningen, og her stod den endnu i 1934, da arkitekt Lind-Madsen i sit istandsættelsesprojekt foreslog den flyttet til skibets nordøstlige hjørne. Det skete formodentlig i 1936.

Man regner med, at døbefonte oprindelig har været malet i kraftige farver. Skikken med at male døbefontene holdt sig længe, og i 1855 hører vi, at Gudum kirkes font skulle opmales. Desværre rar vi ikke at vide, hvilken farve den skulle have. Afrensningen til den rå granitoverflade er sikkert først sket i 1880′ erne som følge af et ministerielt cirkulære.

Døbefonten er beregnet til at indeholde så meget vand, at et lille barn kunne dyppes helt ned deri. Allerede i middelalderen blev det dog almindeligt at undlade den fulde neddypning og nøjes med overøsning af barnets hoved, og selvom Luther og med ham de danske reformatorer forsøgte at fastholde neddypningen, blev det dog overøsningen, der blev den foretrukne skik. Alligevel vedblev man længe med at have dåbsvandet stående i selve fonten, og først senere gik man over til at anvende et dåbsfad. Gudum kirkes fad blev anskaffet af Wulff von Buchwald til Gudumlund og hans hustru Anna von der Wisch i 1694, men først i 1701 skænket til Gudum kirke. Det er et glat messingfad forsynet med givernes initialer og de to årstal.

I 1862 gav provsten ordre til, at der skulle anskaffes en dåbskande, og det er vistnok den, der efter flere reparationer stadig er i brug.

Prædikestolen

Gudum kirkes prædikestol er ligesom mange andre nordjyske prædikestole en efterligning af den smukke stol i Vor Frue kirke i Aalborg. Forbilledet er fremstillet i 1581, men de fleste af efterligningerne er fra årene lige efter 1600, og det må den i Gudum også være. Prædikestole af denne type er alle af den såkaldte karnapform, og Gudum-stolens mere uregelmæssige plan med kun fire fag må vistnok betyde, at den på et tidspunkt er blevet ombygget, måske i forbindelse med en flytning fra sydvæggen til den mere begrænsede plads på skibets østvæg, hvor den nu står. Flytningen må i så fald være sket senest i 1700-årene, idet det draperi, der da blev malet på væggen, svarer til den nuværende placering.

Prædikestolen i Vor Frue kirke havde oprindelig søjler på hjørnerne, og det har alle efterligningerne også. Gesimserne har ved søjlerne stærkt fremspringende spidser, som er meget karakteristiske, men som for Gudum-stolens vedkommende er rekonstruerede, da de i tidens løb var skåret væk. Nederst er der halvrunde hængestykker med englehoveder.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.46

Prædikestolen, som stammer fra årene lige efter år 1600, tilhører en ret udbredt nordjysk type.

I nogle tilfælde har man ikke blot efterlignet formen fra Vor Frue kirkes prædikestol, men har også kopieret dens indskrifter. Undertiden er sætningerne dog lidt forvanskede. I Ellidshøj kirke er der således mange fejlskrivninger, og i Gudum er de blevet afkortet, dog således at meningen nogenlunde kan forstås.

I det første fag læses i nederste felt: “DEVS HOMO FACTVS EST”, der betyder, at Gud blev menneske. I næste fag står: “HIC EST FILIVS MEVS”, dette er min søn. Dernæst følger: “TRADITVS PROPTER PECCATA”, overgivet for (vore) synder, og “RESVRREXIT PROPTER IVSTIFICA(TIONEM)”, genopstået (for vor) retfærdiggørelses skyld. Her slutter Gudum-stolen, medens forbilledet har to indskriftsfelter mere.

I de øverste felter har prædikestolen i Gudum en anden indskrift end de andre kirkers. Her står: “ESTOTE FACTO RES VERBI ET NON AVDITORES TANTVM”, vær ordets gørere og ikke blot dets hørere. Denne indskrift sad mærkeligt nok ikke på sin plads i 1934, og dens historie er ikke klarlagt.

Både for Vor Frue kirkes vedkommende og normalt for efterligningerne hører der udskårne billeder til hver af de nederste indskrifter, således at de svarer til ordlyden: Jesu fødsel, dåb, korsfæstelse, genopstandelse, himmelfart og genkomst. Kvaliteten af billederne varierer meget, fra de fine skæringer i f.eks. Øster Hornum kirke til de meget primitive figurer i f.eks. Kollerup kirke, men i Gudum findes der kun nogle påfaldende flade plader i storfelterne. Det var nærliggende at tro, at også Gudum-stolen har haft udskårne billeder, men helt sikre kan vi ikke være, for i 1679 omtales den som bestående af”panelværk”, og udskårne billeder nævnes ikke. Da stolen endnu på dette tidspunkt var uden bemaling og forgyldning, har der heller ikke været malede billeder.

Prædikestolen stod altså i 1679 i egetræets egen farve, og det gør den også i dag, men i mellemtiden har den været malet mange gange med forskellige farver, som vi ikke alle kender nøjere. Vi ved dog, at man i 1879 besluttede at male den i tidens modefarve, egetræsmaling, og at man i 1916 ville have den malet i overensstemmelse med farven på det nyanskaffede orgel. I 1934 var den blå med en staffering af guld, hvidt og sort. I en længere periode har den øverste kant været beklædt med rødt stof og frynser.

Hvordan opgangen til prædikestolen i begyndelsen har set ud, vides ikke. Den trappe, man ser på ældre fotos, generede med sine høje paneler udsynet til alteret, og arkitekt Lind-Madsen foreslog den derfor i 1935 erstattet med en lavere. Ændringen skete vistnok året efter. Der er intet, der tyder på, at der nogensinde har været en lydhimmel over prædikestolen.

Gravminde: Fra Ægypten til Himmerland

Gennem mange år har en såkaldt kanopeurne på Gudum kirkegård ”levet et forholdsvist anonymt liv”.

Det drejer sig om gravmindet over Justitsråd Andreas Møller fra 1809, en stele, der foroven prydes af en ægyptisk kanopeurne. Nok er den ved gravminderegistrering i 1995 med daværende provst Magnus Knudsen og daværende Museumsinspektør ved Aalborg Museum, Viggo Pedersen, blevet bemærket som værende i ægyptisk stil, men det var først ved kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsens besøg på kirkegården i december 2008, at denne viden blev sat ind i en større sammenhæng, for offentligheden. Oldægyptiske begravelseskar var beregnet til at rumme afdødes indvolde, som blev fjernet ved legemets mumificering. Til hver begravelse hørte fire kanoper: en med menneskehoved (Osiris), en med abehoved (Thot), en med falkehoved (Rorus) og en med sjakalhoved (Anubis). Disse kar var mumieformede og ofte med hieroglyffer. Da man i napoleonstiden for alvor fik interesse for Ægypten, blev der undertiden i Europa fremstillet kanopelignende krukker af keramik, hvorimod de ægyptiske altid havde været af alabast eller kalksten. Kanoper var typisk fremstillet af alabast, keramik, træ eller bronze.

Lic. theol. & exam art. Carsten Bach-Nielsen er lektor i kirkehistorie på Århus Universitet, og i denne egenskab blev han opfordret til at skrive noget om kirkegårdskultur, og det blev til artiklen ”Fra Nilen til Kalø Vig”. Artiklen findes i samlingen Kirkegårdskultur 2007-08. Indtil sit besøg på Gudum kirkegård vidste han kun af en kanopeurne på de danske kirkegårde, nemlig den ved fra Bregnet kirkegård i Kalø Vig. Her finder vi et monument fra 1816 over forpagteren på Kalø slot, Jens Dinesen. Og som en del af dette gravmonument finder vi en oldægyptisk kanopekrukke, der ligesom befinder sig i en lille grotte, fint indhugget i en del af basis, hvorover selve gravstenen (stelen) med inskriptionen befinder sig.

Carsten Bach-Nielsen skriver om disse kanopeurner, at de udspringer af en fascination fra 1700-tallet for den ny oldtidskultur, der hidtil havde været gådefuld og svært tilgængelig, nemlig den ægyptiske: ”Kunstneren Marcus Tuscher mangfoldiggjorde kaptajn Nordens skitser fra dennes Ægyptenekspedition i 1738. I Rom tegnede nyklassicisten J. F. Wiedewelt ægyptiske skulpturer, medens den europæiske offentlighed hengav sig til ægyptiske mysterier i Mozarts opera Tryllefløjten eller i tidens mange eksklusive frimurerloger”.

Oplysningstidens yndlingstanke om sjælens udødelighed, som vi også ser udtrykt med en sommerfugl, bl. a. på nabogravstedet jernkors, på nordsiden af Gudum kirke, blev kædet sammen med kristne symboler. Vi ser det også på den tidligere altertavle i Lillevorde kirke, med Guds øje foroven, trekant som symbol på treenigheden, også frimureragtigt.

gudum_128a-1 gudum_128

Her ses mindestelen over Andreas Møller. Nederst har man sat en frise med et motiv, der ikke har noget at gøre med Ægypten, derimod græsk/romersk mytologi, sejrsgudinden. På selve kanopen står med store bogstaver EIRHNH. Det giver mening på græsk, idet det er de store bogstaver i det græske alfabet for ordet ”fred”, med de to accenter ovenover kan det kun betyde dette. Kendt var sætnin- gen fra 1. Kor. 7.15: Til fred har Gud kaldet jer. Mon ikke kunstneren tænkt på denne for datiden så kendte sætning. 8 9

Carsten Bach-Nielsen skriver, ”at Gudsforestillingerne ændrede sig radikalt i den sene del af oplysningstiden, som vi kalder rationalismen. Gud blev omtolket til en almagt, hvis stemme kunne høres mange andre steder end i kirken. Ikke mindst lød den i moralen, i kaldet til at blive en nyttig og aktiv samfundsborger, der tjente det almene vel ved sine dyder og høje moralske standard”. Dette træder også tydeligt frem i marmorpladens inskription, der lyder således: Her gjemmes Støvet af Andreas Møller, virkelig Iustitsråd, fød d. 3.de october 1756, død d. 17.de martii 1809, givt den 16. julii 1784, med Jomfrue Ericke Lassen. En lys og dannet Aand, et ædelt Hjerte og gavnrig Virksomhed var den afdødes Pryd: Derfor lever Han i et hæderligt Minde, I gavnlige Idrætter, han efterlod her paa Jorden og i de Efterladtes Velsignelse over hans kiære Støv.

Carsten Bach-Nielsen skiver om oplysningstiden, at den ”var særdeles from, når den hyldede de nyttige menneskelige dyder og lovpriste den fjerne og fjernt tegnede Gud, men Kristus og Helligånden var der ikke plads til. End ikke trosbekendelsens tanke om kødets opstandelse sagde oplysningens folk noget. Dette ansåes allerhøjest som nogle primitive tanker, Jesus havde gjort brug af for at imødekomme sine samtidige tilhøreres forståelseshorisont. Naturligvis opstod kødet og kroppen ikke. Og hvorfor skulle den det, når man mente, at sjælen var det fineste og vigtigste? Sjælen var helt i overensstemmelse med oldtidens græskhellenistiske tankegang udødelig. En populær folkebog af tyskeren Salzmann sandsynliggjorde, at himlen allerede var på jorden, men at udødeligheden dog bestod af et hinsidigt rige af en højere orden – et elysium for de salige ånder. Dette sammenfattedes i tidens yndlingsbegreb lyksalighed”. Denne nye forståelse af kristendommen synes fremherskende både i Bregnet og her i Gudum med de nævnte to kanope-gravminder. Den ene i Bregnet har kanopen under, og den anden har den over stelen med inskriptionen. Begge stråler ud til udsigten, til henholdsvis Kalø Vig for Dinesens vedkommende, og over området ud over Vaarst for Møllers vedkommende, bl.a. det område, hvor en gang Vaarst Sø lå. Det sidste forklarer placeringen her på Gudum kirkegård.

Justitsråd Andreas Møller, der tillige var godsforvalter på Gudumlund Gods, ledede sammen med forvalter Anders Brønnum, senere ejer af Høgholt, kanalarbejdet, i forbindelse med det, vi kender som Gudumlunds Fabrikker. Nu er her kun kanalerne tilbage, og Fabriksgården i Gudumholm, samt enkelte broer. Justitsråd Andreas Møller skriver i 1798, i et brev dateret 30. januar: På den ved kanalgravningen udtørrede kærjord kan blive en hel koloni ligesom i det Hanoveranske, og at disse Ejendomme, der ellers ikke indbringer noget, kan overlades til beboerne på det vilkår, at de opdyrker ejendommen. Den tid har jeg længe ønsket at opleve, og kan jeg opnå den glæde at bidrage til noget til, at vore udyrkede ejendomme bliver gjort så frugtbringende, at kan underholde mange lykkelige familier, så går jeg rolig bort; thi så tror jeg ikke, jeg har været ganske uden nytte i verden”. Fra 1802 har vi bevaret et brev, dateret 14. maj, hvor Andreas Møller fortæller til sin foresatte, Grev Schimmelmann, at al hans Angst omkring afvandingen af Vaarst Sø, nu er overstået, og han glæder sig ved tanken om den nytte, det med vished vil give i tiden.

Jan Brogaard.

Andet inventar

Kirkens nuværende stoleværk stammer fra restaureringen i 1936. Som model for de nye stolegavle valgte arkitekt Lind-Madsen fire gamle gavle fra 1579, som opbevaredes i kirken. Selve de gamle gavle blev anbragt længst mod øst, hvor de også oprindelig havde stået. De har udskårne våbner for slægterne Kås og Lange, initialer for Jens Kås og Margrethe Lange samt årstallet 1579. På det tidspunkt ejede parret herregården Gudumlund.

Skærmbillede 2016-06-01 kl. 20.59.53

Af stolegavlene er de to forreste i hver side fra 1579, medens resten er fremstillet som efterligninger i 1936. Det historisk interessante orgel fra 1861 er i 1996 kommet hertil fra Nibe kirke.

Stoleværket fra 1936 afløste et ældre, der var blevet opstillet i 1878. Det første år blev disse stole kun grundmalet, men året efter blev de sammen med resten af inventaret malet med egetræsmaling. Stolene ses på gamle fotografier, medens det tidligere stoleværks udseende ikke kendes nøjere. Vi ved dog, at det havde låger ud mod midtergangen. I 1673 var der hverken stenpikning eller andet gulv under stolene, “men folk sidder med fødderne i det bare sand”.

Kirken ejer to brudebænke, hvoraf den ældste har udskårne renæssancedekorationer på ryggen og må være fra 1600-årene, medens den anden er noget yngre. Længst mod vest i skibet lod Peter Matthias von Buchwald til Gudumlund og hans hustru Ida Ilsabe von Bassewitz i 1759 opsætte to smukke pulpiturer, der var anbragt symmetrisk i hjørnerne op mod nord- og sydvæggen. Det udskårne ornament med de to slægters våbner, der nu opbevares i våbenhuset, stammer herfra. Da kirken i 1916 fik sit første orgel, blev de to pulpiturer bygget sammen til et sammenhængende orgelpulpitur tværs over skibet, og søjler og andet fra de gamle pulpiturer kom til at indgå i orgelfacaden. I denne form blev delene fra Buchwalds pulpiturer bevaret lige til 1996, hvor man i forbindelse med opstillingen af Nibe kirkes gamle orgel opsatte et orgelpulpitur, der svarede hertil.

Nibe kirkes gamle orgel er et historisk interessant instrument, bygget af Jens Gregersen i 1861 og med en klang, der var typisk for sin tid. I forbindelse med opsætningen i Gudum fik orglet sin oprindelige facade tilbage, og uheldige tilføjelser fjernedes.

I koret hænger to præstetavier, hvoraf den ældste blev ophængt i 1841, medens den anden måtte opsættes, da der ikke mere var plads på den første. I de første syv århundreder var kirken uopvarmet, men i 1880 havde så mange skrevet under på en anmodning om opvarmning, at grevskabet Lindenborg efter reglerne blev pålagt at opstille en kakkelovn. Den blev samme år anbragt i skibets nordøstlige hjørne.

Kakkelovnen fungerede dog ikke godt. Først var den alt for lille og måtte erstattes med en større, siden fyldte den ofte kirken med røg og tilsodede kalkmalerierne. Køn var den heller ikke, som det ses på gamle fotografier. I 1929 fik man derfor i stedet en kalorifer (varmluftovn). Lysekronen er anskaffet og ophængt i 1923 efter en indsamling i sognet.

Skibsmodellen er ophængt i 1975 og er navngivet efter jagten Fortuna, som Gudumlunds Fabrik ejede i begyndelsen af 1800-årene. Da der ikke fandtes tegninger af Fortuna, er modellen dog bygget efter en anden jagt.

På skibets vestvæg hænger to mindetavler for sognepræst Niels Tingberg Fangel, død 1845, og hans hustru Henriette Margrethe, død 1822. Som minde om Peter Mathias von Buchwald, der døde i 1753, opbevaredes hans kårde og sporer endnu i 1886 i koret, ligesom et par gravfaner var ophængt her. Senere blev de flyttet til sakristiet, men er nu borte.

Kalkmalerierne

Ikke mange år efter, at kirken stod færdig, blev væggene i både kor og skib smykket med kalkmalerier i romansk stil, men nu er der ikke mange rester af denne tidlige udsmykning tilbage. Højt oppe på skibets nordvæg og gående ind under det senere indbyggede hvælv ses en stump af en dekorativ frise, og derunder skimtes en række hoveder, hvoraf nogle bærer jødehatte, andre glorier. Maleriet må dateres til tiden lige efter 1200. Endnu ældre er måske et maleri, som er blevet afdækket lavt på nordvæggen ved siden af den tilmurede dør. Det er udført med sorte konturstreger og viser en bevæbnet rytter og et eller andet udyr, måske en løve. Maleriet er nu overført til en plade, der er anbragt i våbenhuset.

Skærmbillede 2016-05-31 kl. 21.49.00

På væggene er bevaret enkelte spor af romanske kalkmalerier fra kirkens ældste tid, men mere iøjnefaldende er hvælvenes rige udsmykning med malerier fra tiden omkring 1550. Her ses David og Goliath.

På den øverste del af apsismuren ses endvidere en række overkalkede stukglorier. En enkelt er afdækket og viser de sparsomme farverester. Oprindelig har glorierne været forgyldte og har kranset hovederne på de tolv apostle. Normalt dateres sådanne kalkmalerier med stukglorier til tiden omkring 1250, men de kan måske være lidt ældre.

På et tidspunkt har man fundet denne fremstilling af apostlene gammeldags, eller måske har den været beskadiget. Man kalkede den i hvert fald over, og kun de modellerede glorier røbede, at den havde været der. Fund af farver i de dækkende kalklag viser, at hele apsisvæggen i en periode har været blå. Det er måske bl.a. denne farve, der henvises til, når det i 1892 bestemtes, at kirken skulle “kalkfarves indvendig med de samme farver, som forefindes”.

De omtalte rester af romanske kalkmalerier blev opdaget og restaureret 1974-75. Samtidigt fremdrog man også en omfattende udsmykning af korhvælvet, mest bestående af rankedekorationer, men også med enkelte gammeltestamentlige scener, hvoraf beretningen om kobberslangen er den bedst bevarede, medens der kun er fragmenter tilbage af Isaks ofring. Centralt i udsmykningen ses et par våbenskjolde, hvoraf det ene viser slægten Roeds våben. På det tilhørende skriftbånd læses et årstal i 1550’erne. I 1647 kunne man også læse navnene Tord Roed og Anne Friisdatter her, så det andet våbenskjold må have været for slægten Friis. Ægteparret, der ejede Vårstgård ra kilometer fra Gudum, ligger begravet under korgulvet. Udsmykningen er vel udført, inden slægten uddøde i 1558.

Mest iøjnefaldende er dog den fra gammel tid kendte bemaling af skibets østlige hvælving. Malerierne har en overgang været så til sodede af kirkens kakkelovn, at Nationalmuseets konservator i 1929 betegnede det som en danmarksrekord, men siden er de blevet restaureret et par gange og fremtræder nu klart og tydeligt omend ikke helt med den oprindelige friskhed.